Gavekort 0 Kurv

Pasning af kaktus

26. november 2024
Pasning af kaktus - Plantorama

Kaktus: Den (måske) nemmeste stueplante

Kaktussers lange levetid og få pasningskrav gør kaktussen til en populær stueplante. Kaktusser kommer i mange former, faktisk består kaktusfamilien af 111 slægter og ca. 1500 arter. Fælles for dem er, at de er naturligt hjemmehørende i Syd- og Nordamerika. Her finder man typisk kaktusser i ørkenbiotoper, hvor rødderne graver sig ned under stenene for at finde fugt.

En kaktus kræver meget lidt pasning og kan dyrkes steder, hvor mange andre planter ikke kan leve, for eksempel i en solrig vindueskarm eller tæt på radiatorer. Derfor er en kaktus en god begynder-stueplante, der med sin flotte strukturelle udformning passer godt ind i de fleste hjem.

Sådan planter du kaktus

Kaktusser trives fint i potter, hvor de gerne skal stå i porøs jord. Det kan være pottemuld, som du blander 1:1 med grus eller groft sand og eventuelt tilsætter lidt gødning. Ved at plante din kaktus i denne type jord mindsker du risikoen for, at planten tager skade af overvanding, og du sikrer, at rødderne får luft nok.

Kaktussen skal gerne omplantes hvert andet til tredje år, gerne i foråret, hvor planten er i vækst. Vær opmærksom på, at du for hver omplantning skal vælge en potte, der er to-tre centimeter bredere end den tidligere, så din kaktus får lov at vokse.

 

Omplantning af kaktus

Det er forholdsvis simpelt at omplante – eller ompotte – en kaktus:

  • Tag fat om kaktussen, eventuelt med en klud viklet om den, så du ikke stikker dig. Pas på rødderne, når du tager planten op, da de kan være vokset fast på indersiden af potten.
  • Find en ny potte, der er lidt større end den tidligere. Vælg gerne en lerpotte, da vandet her fordamper hurtigere end en plastikpotte, og kaktussen trives derfor bedre.
  • Sæt kaktussen i samme dybde i den nye potte, som den gjorde før, og fyld jord omkring den. Sørg for, at den nye jord er gennemfugtet og vand den også, efter du har plantet om.
  • Sæt nu kaktussen et sted, hvor den ikke får stærk sol i de første ti dage efter omplantningen.
  • Undgå at vande kaktussen igen, før jorden næsten er tørret ud. Giv heller ikke gødning i de første seks uger efter omplantningen.

Sådan passer du en kaktus

Kaktusser har brug for masser af lys, da de oprindeligt kommer fra områder med meget sol. Stil dem derfor gerne i vindueskarmen eller i havestuen, men sørg for, at der er god udluftning i rummet.

Får din kaktus meget lys, vil den blive stor og farverig, hvorimod for lidt lys vil gøre den tynd og bleg.

 

Hvor ofte skal en kaktus vandes?

Selvom kaktussen er kendt for at kunne overleve tørre steder, skal den stadig have vand, hvis den skal fortsætte med at vokse – men ikke for meget vand, da den så risikerer at flække eller rådne.

Det er dog ikke altid let at aflæse, hvornår din kaktus har brug for vand, for de visner ikke som andre planter. Derfor er det en god idé løbende at mærke efter, hvor tørt eller fugtigt, planten har det.

Kaktus har godt af at tørre helt ud mellem hver vanding, men det er forskelligt alt efter kaktustype, hvor hurtigt den tørrer ud. Også rumtemperatur, pottestørrelse og jordart kan spille ind på det.

Som tommelfingerregel er det bedre at vande kaktusser én gang om ugen i stedet for at vande den lidt hver dag. Du kan afhjælpe råd i rodhalsen ved at fordele et lag grus eller småsten ovenpå pottejorden.

 

Kaktus om vinteren

I vinterhalvåret går kaktussen i dvale, og her kan de bedst lide at stå køligt uden for meget vand. En rumtemperatur på cirka 12 grader er det mest optimale for en kaktus om vinteren – særligt hvis du ønsker, at den skal blomstre den efterfølgende sommer.

 

Kan en kaktus stå udendørs?

Når det er lunt og tørt i vejret, trives en kaktus fint på terrassen, i havestuen og på altanen. Det kræver dog, at der ikke er for meget vind, og at kaktussen ikke får for meget regn.