Frugter og bær
Sådan opbevarer du eksotiske planter om vinteren
26. november 2024
Vinteropbevaring af middelhavsplanter
Eksotiske planter fra middelhavsområdet er vant til meget højere temperaturer, end dem vi har herhjemme. Derfor kan de godt tage skade og dø, hvis ikke de bliver beskyttet mod frost og lave temperaturer hen over vinteren.
Allerede i efteråret er det tid til at overveje, hvor dine eksotiske planter skal vinteropbevares. Planterne går nemlig i dvale, når temperaturen falder og lyset mindskes, og dermed fungerer de biologiske processer ikke i plantecellerne.
Du kan dog mindske risikoen for, at de eksotiske planter mistrives ved at opbevare og passe dem på den rette måde hen over vinteren. Læs hvornår og hvor planterne skal vinteropbevares samt hvordan du passer dem bedst om vinteren nedenfor.
Se vores udvalg af frugter og bær her
Hvilke middelhavsplanter er frostfølsomme?
Frugtbærende
- Citrus
- Oliventræer
- Figen (i krukke)
- Vin (i krukke)
- Morbær (i krukke)
- Granatæble
Grønne
- ægte laurbær
- Palmer
- Eukalyptus
- ægte cypresser (Cypressus)
- Sukkulenter
- Kaktusser
- Agave
Blomstrende
- Nerier
- Skærmlilje
- Kamelia
- Mimose
- Ildkrone (Lantana)
- ægte heliotrop (Heliotropium)
- Englebasun (Datura)
- Trillingranke (Bougainvillea)
- Kanna
- Brasiliansk purpurblomst (Tibouchina)

Hvornår skal eksotiske planter tages ind?
Det er svært at fastslå et bestemt tidspunkt for, hvornår middelhavsplanter skal stilles ind til vinteropbevaring. Det gælder dog generelt, at eksotiske planter trives bedst, når temperaturen er omkring 5 - 8⁰C i vintermånederne. Falder temperaturen til omkring frysepunktet, vil planterne sandsynligvis tage skade.
Det vil sige, at middelhavsplanterne skal tages ind til vinteropbevaring, inden temperaturen bliver under 5⁰C. Du bliver derfor nødt til at holde lidt øje med vejret og vurdere, hvornår det bliver for koldt for planterne.
Hvor skal middelhavsplanterne opbevares?
Middelhavsplanter skal stå så lyst som muligt gennem vinteren – gerne i direkte sollys hvis det er muligt, så planterne får gavn af de få soltimer, der nu er tilstede.
Det er samtidig vigtigt, at middelhavsplanter ikke står ved temperaturer over 15⁰C, da deres vækst så fortsætter i stedet for at standse. En manglende vækststandsning kan resultere i, at planterne bruger al deres energi på at lave skud og blade, som tærer på ressourcerne.
Det mest optimale sted at opbevare middelhavsplanter over vinteren er i et frostfrit drivhus, orangeri eller uopvarmet vinterhave, hvor de får tilstrækkeligt med lys, men ikke står for varmt.
Hvis ikke du har et sted, hvor middelhavsplanten kan vinteropbevares, kan du alternativt forsøge dig med at pakke både planten og krukken godt ind i tæpper, og lade den stå udendørs under et udhæng med gode læforhold.
Denne metode giver dine eksotiske planter de bedste chancer for at klare sig gennem vinteren, men der er altså ingen garanti for, at planterne overlever frosten og kulden.

Hvordan skal eksotiske passes gennem vinteren?
Inden de sættes ind:
- Tjek planterne for svampesygdomme og insekter, og behandl dem hvis de er angrebet. Angrebne skud og blade fjernes, og planterne behandles evt. med insektsæbe.
- Fjern visne og døde blade.
- Overvej om nye skud skal fjernes, hvis planten har vækstet meget hen over sommeren. Skuddene kan klippes af, da de ikke trives med den reducerede lysmængde indendørs.
Imens de vinteropbevares:
- Vand sparsomt (når skud eller blade hænger). Planterne har ikke behov for samme mængde vand som i vækstperioden.
- Overbrus planterne med vand, hvis de står i et tørt rum. Det øger luftfugtigheden omkring planterne.
- Indstil gødningen.
Inden de sættes ud:
- Omplant planterne i februar, så rødderne får mere plads, og planten får en større krukke og ny, frisk jord.
- Gød planterne 4 – 6 uger efter omplantning.