Træer
Udplantning og pasning af birketræ
13. januar 2025
Udplantning og pasning af birketræ
Birketræet i haven
Med sin karakteristiske hvide bark og lette, dansende løv er det velkendte birketræ 'Betula' ikke blot en fryd for øjet, men også en populær og karakteristisk del af det danske landskab. Birketræer kan tilføje en særlig charme til din have, skabe en luftig atmosfære og fungere som en flot kontrast til mørkere baggrunde såsom hække og tæt bevoksning. Derudover har de en lang række anvendelsesmuligheder og kan spille en væsentlig rolle i din haves økosystem.
I Danmark findes forskellige sorter af birk, hver med deres unikke karakteristika:
- Dunbirk 'pubescens' og vortebirk 'pendula' er begge to af de mest udbredte birketræer herhjemme og har begge deres særpræg. Dunbirkens oprette grene og dunede bark adskiller sig fra vortebirkens hængende grene og karakteristiske harpiksvorter.
- Himalaya-birk 'utilis' er en eksotisk sort kendt for sit smukke bark og dekorative vækstform.
- Rødbladet birk 'purpurea' er ligeledes en eksotisk sort, hvis dyb-røde løb tilfører farve til haven.
Se udvalget af birketræer.
Fordele ved birketræer inkluderer deres hurtige vækst (kan blive 20+ meter høje) og tilpasningsevne til forskellige jordtyper. De er også ekstremt hårdføre og kan modstå både vind og vejr, hvilket gør dem til en ideel kandidat til danske haver. Dog skal du være bevidst om birkens tendens til at udkonkurrere andre planter om næringsstoffer, samt kan træets grene være skrøbelige i kraftigt blæsevejr eller ved tung sne.
Populære produkter netop nu
Det spiselige birketræ
Når du overvejer at integrere birketræet i din have, kan du med fordel tænke på de muligheder, det giver, for at høste både blade og birkesaft.
Birkesaft er særligt værdsat for dets næringsrige indhold og kan tappes om foråret, når saften stiger i træet. Saften, som indeholder mineraler og antioxidanter, kan anvendes frisk som en tonic eller fermenteres til birkevin. Det er vigtigt at tappe med måde for ikke at skade træet. Ved større mængder bør der gå et par år mellem hver tapning. Birkebladene, derimod, kan høstes og tørres til brug som en velsmagende og sund te.
Tap kun saft fra birk som står i solen, da træer i skygge muligvis ikke kan holde til tapning. Fra marts til maj kan du tappe saft ved at skære en fingertyk gren over og placere en flaske ved grenen. Den klare birkesaft kan drikkes frisk eller efter afkøling og kan også bruges i madlavning. På køl holder saften sig i cirka fem dage.
Tapning af birkesaft er en tradition fra 1700-tallet, hvor saften blev brugt som middel mod sygdomme.
Læs også: Udplantning og pasning af frugttræer.
Placering og jordforhold
Birketræer foretrækker en placering, hvor kronen kan få masser af sollys, mens rødderne holdes kølige i skyggen. Det ideelle vil være at placere træet nord eller øst for et hus eller anden stor beplantning, således at stammen og rødderne skygges i løbet af dagen.
Selvom birk er en hårdfør træsort, som kan vokse i mange forskellige jordtyper, trives den bedst i velafdrænet, let sur til neutral jord. Undgå tung, våd og meget lerholdig jord, da dette kan forårsage vækstproblemer.
Se udvalget af jord.
Vær forberedt på, at birketræer er kraftige næringsforbrugere, som kan tage næring fra omkringstående planter. Det betyder, at det ikke er ideelt at placere et birketræ tæt på sarte bede eller græsplæner, da disse kan komme til at mangle næring. Overvej i stedet at skabe en lille clearing omkring birketræet, hvor du kan nyde dets skønhed uden at bekymre dig om konkurrence fra andre planter.
Plantning af birketræer
Forår og efterår er de bedste tidspunkter at plante birketræer, hvor jorden er fugtig og temperaturen mild. Undgå sommerens varme, hvor træerne skal bruge ekstra energi på at etablere sig.
Ved plantning af et birketræ, følg nedenstående trin:
- Grave et plantehul, der er større end rodklumpen, og løsn jorden.
- Fjern forsigtigt træet fra beholderen og løsne forsigtigt rødderne, hvis de er sammenfiltrede. Placer birketræet i hullet og fyld op med jord.
- Fyld hullet med jord, og tryk forsigtigt ned omkring rodklumpen for at fjerne luftlommer.
- Efter plantning skal birketræet vandes grundigt. Selvom birketræer er hårdføre, kan de ikke tåle længere perioder med tørke, især ikke den første tid efter plantning.
- For unge birketræer kan det være en god idé at bruge en støttepæl for at sikre stabilitet. Placer en robust pæl på vindsiden af træet og bind træet løst til pælen med et fleksibelt bånd. Sørg for, at båndet ikke er for stramt, så træet kan bevæge sig lidt, hvilket fremmer stærk vækst.
Læs også: Udplantning og pasning af træer.

Vanding af birketræ
Selvom birketræer er hårdføre og kræver minimal pasning, er der stadig forholdsregler, der kan optimere træets sundhed og forlænge dets levetid.
Vanding er essentiel, især i træets unge år og under tørre perioder. Birketræer er ikke særlig tolerante over for tørke, så det er afgørende at holde jorden fugtig, men ikke vandmættet. Hvis sommeren er usædvanligt varm og tør, skal du være ekstra opmærksom på at give træet tilstrækkeligt med vand.
Se udvalget af siveslanger.
Gødning af birketræ
Gødning er som regel ikke nødvendig for birketræer, da de kan udnytte næringsstofferne i jorden effektivt. Men hvis dit birketræ står i en jord med høj pH-værdi og viser tegn på jernmangel, som gule blade, kan en langsomt opløselig kvælstofgødning med jern være til hjælp.
Se udvalget af gødning.
Beskæring af birketræer
Før du går i gang med beskæringen, skal du være opmærksom på, at birketræer generelt ikke tolererer omfattende beskæring godt. Det er derfor afgørende, at du beskærer med omtanke og kun når det er nødvendigt. Hvis dit birketræ er blevet for vildtvoksende eller viser tegn på sygdom, kan en forsigtig beskæring være på sin plads.
Det ideelle tidspunkt for beskæring er i sommermånederne eller tidligt efterår. Dette skyldes, at birketræer er såkaldte "blødertræer", som kan tabe meget saft, hvis de beskæres for tidligt på året. I foråret indeholder birketræer ekstra væske, som er nødvendig for udviklingen af bladknopper.
Nedenfor er gode råd ifbm. beskæringen:
- Undgå at skære i hovedstammen, da dette kan være skadeligt for træet.
- Fokuser på at beskære sidegrene, især dem der er syge eller beskadigede. Dette vil hjælpe med at forbedre træets overordnede form og sundhed.
- Undgå at beskære for mange grene på én gang. Birken har det bedst med kun at blive tyndet ud.
- Hvis du skal reducere højden på dit birketræ, skal det gøres meget forsigtigt for at undgå at skade træet.
- Brug altid skarpt og rent beskæringsværktøj for at sikre rene snit og mindske risikoen for infektioner.
Se udvalget af beskæringsredskaber.
Husk på, at birketræer har en naturlig tendens til at udvikle en smuk form uden meget beskæring. Overvej nøje, om beskæring er nødvendig, før du griber saksen. Hvis du er i tvivl, kan det være en god ide at søge rådgivning hos en af Plantoramas gartnere.

Sygdom i birketræ
Har du undret dig over de mystiske, fuglerede-lignende tingester, der dukker op i trætoppene om vinteren på birketræer? Disse heder heksekoste og skyldtes en svamp ved navn Taphrina betulina, som får birkens kviste til at vokser vildt i alle retninger og danner de rede-agtige gevækster. Heksekoste rammer kun dunbirk, og hvis et træ har mange af dem, kan det nedsætte træets vækst. For at bekæmpe dette kan du beskære og bortskaffe de inficerede grene.
Birkerust, en anden sygdom, skaber pletter på bladene og kan håndteres ved at fjerne og ødelægge de inficerede blade.
Birkebladshvepsen er et almindeligt skadedyr, som kan fjernes ved at spule larverne af med en vandslange.
Birkens historie og anvendelse
Birk har været en fast del af den danske flora siden sidste istid, og dens karakteristiske hvide bark har gjort det til et ikonisk syn i skandinaviske landskaber.
I gamle dage blev træet brugt i møbelproduktion, hvor især det lette og fleksible materiale var eftertragtet. Birkens træ er også blevet benyttet til at fremstille brænde og krydsfinér, og birkesaften har været en kilde til både føde og medicin. Birkesaft, der tappes om foråret, er særligt næringsrig og har været brugt som et forfriskende drikke i mange kulturer.
Læs også: Udplantning og pasning af lindetræ.