Find din jordtype
3. marts 2025
Find din jordtype
Din jordtype er vigtig
Jord er ikke bare jord - den jord, du har i dine havebede, kan være helt anderledes end den din genbo har i sin have. Måske er din jord sandet og veldrænet, mens genboens er tung og leret.
Jordtypen er afgørende for, hvilke planter du kan have til at gro, da alle planter har forskellige vækstbetingelser. At forstå din jordtype er derfor nøglen til at dyrke sunde og frodige planter. I denne guide får du værktøjerne til at undersøge din jord, så du ved lige hvilke planter, der kan trives i din have.
Guiden indeholder:
- Klassiske jordtyper
- Sådan finder du din jordtype
- Specialjord
- Tips til hvis din jordtype er sandet og leret
(guiden fortsætter nedenfor)


Klassiske jordtyper
Vi skelner mellem de klassiske jordbundstyper, der naturligt findes i Danmark, og de mere specialiserede jordtyper skræddersyet til bestemte planter for at imødekomme deres specifikke behov. Disse kan f.eks. være middelhavsjord, rosenjord osv.
- Muldjord
Muldjord er en næringsrig jordtype, der indeholder en blanding af sand, silt, ler og høj andel f organisk materiale som nedbrudte planterester. Den porøse struktur gør den ideel for de fleste planter. Muldjord har en god balance mellem dræning og evnen til at holde på vand og næringsstoffer.
God til: græsplæner, buske, grøntsager, blomsterbede og frugttræer.
- Sandjord
Sandjord består af store, grove partikler, hvilket gør den let, veldrænet og nem at bearbejder. Den tørrer dog hurtigt ud og har svært ved at holde på næringsstoffer, hvorfor den kræver hyppig gødning og vanding.
God til: lavendel, krydderurter og middelhavsplanter.
- Lerjord
Lerjord består af meget små, tætpakkede partikler, der gør den tung og langsomt drænende. Når den er våd, føles den klistret, og når den tørrer, bliver den hård. På trods af dens udfordringer er lerjord rig på næringsstoffer og kan være meget frugtbar, hvis den bearbejdes korrekt.
God til: roser, buske og mange træer.
Sådan finder du din jordtype
- Grav lidt jord op
Tag en håndfuld fugtig jord fra havens bede.
- Tril den mellem fingrene
Hvis den føles grov og let falder fra hinanden, er det sandjord.
Hvis den kan formes til en klump, men let smuldrer, er det muldjord.
Hvis den kan formes til en fast kugle, der ikke smuldrer, og føles klistret, er det lerjord.
- Observer dræning
Vand et område og se, hvor hurtigt det absorberes
Hurtig absorbering = sandjord
Langsom absorbering = lerjord
Jævn absorbering = muldjord
Læs også: Sådan bekæmper du ukrudt i haven
(guiden fortsætter nedenfor)
Specialjord
Udover de grundlæggende jordtyper, findes der specialjord skræddersyet til bestemte planter og formål.
- Rosenjord
Rosenjord er designet til at give roser de bedste betingelser for vækst og blomstring. Den består af en blanding af ler, sand, kompost og næringsstoffer.
God til: Roser i bede og havekrukker
- Spagnum
Spagnum er et organisk materiale udvundet fra tørvemoser og bruges ofte som jordforbedring eller til surbundsplanter. Den er let og sur i pH.
God til: rhododendron, blåbær, hortensia og andre surbundsplanter
- Middelhavsjord
Kan også findes som citrusjord. Middelhavsjord er en veldrænet, mineralrig og ofte lettere basisk jordtype tilpasset planter, der trives i varme og tørre klimaer. Jordblandingen efterligner de stenede og næringsfattige forhold, som planterne møder i deres naturlige habitat, samtidig med at den tilpasses krukkedyrkning og haver i nordligere klimaer.
God til: citrusplanter, oliventræer, lavendel og figen
- Kaktus- og sukkulentjord
Denne jord er specielt formuleret til planter, der kræver meget lidt vand og dræning i topklasse. Kaktus- og sukkulentjord indeholder sand, grus og perlite.
God til: Kaktusser, sukkulenter og aloe vera
- Orkidéjord
Orkidéjord består primært af bark, kokosfibre og lette materialer, der sikrer god luftcirkulation til rødderne. I naturen vokser mange orkidéarter som epifytter (luftplanter) i træernes grene, hvor deres rødder hænger frit og optager fugt og næring fra luften. Derfor kræver de en jord, der ikke er jord i traditionel forstand, men snarere en luftig blanding af materialer, der efterligner disse forhold.
God til: Orkidéer
- Plænedress
Plænedress er specielt udviklet til at skabe og vedligeholde en sund og slidstærk græsplæne. Den er typisk en blanding af sand, muldjord og kompost, der sikrer en let og drænende struktur samtidig med, at den giver græsset de nødvendige næringsstoffer.
God til: såning af ny græsplæne, topdressing samt til at fylde ujævnheder i græsplænen
- Pottemuld
Jordblanding specielt udviklet til indendørs planter. Den har en let, luftig struktur, der giver planterne tilstrækkelig dræning og luftcirkulation omkring rødderne, samtidig med at den holder på nok fugt og næring til, at planterne kan trives indendørs. Pottemuld indeholder ofte en blanding af tørv, kompost, perlite og andre lette materialer som kokosfibre, som sammen sikrer et sundt vækstmiljø for dine indendørs planter.
God til: Stueplanter
- Krukkejord
Jordblanding specielt udviklet til udendørs planter i havekrukker og altankasser, hvor planterne står i en begrænset mængde jord. Designet til at modstå ekstreme forhold, som planter kan møde udendørs, såsom varierende temperaturer og hyppigere vandning. Krukkejord er ofte en blanding af muldjord, sand, kompost og andre materialer, der fremmer god dræning og hjælper med at bevare fugt i jorden.
God til: Udendørs planter i havekrukker og altankasser
- Stiklingejord
Stiklingejord er en let og steril jordblanding designet til at fremme rodudvikling på stiklinger og unge planter. Den består ofte af materialer som perlite, vermiculit, kokosfibre eller sand for at skabe en løs og veldrænet struktur, så rødderne let kan trænge igennem. Det lave næringsindhold hjælper stiklingerne med at fokusere på at danne rødder frem for vækst.
God til: Formeringsstiklinger og frøspiring
- Jordforbedring
Jordforbedring er et bredt begreb, der dækker kompost, kogødning, barkflis og andre materialer, der tilsættes eksisterende jord for at forbedre dens struktur og næringsindhold. Brug som toplag eller bland i eksisterende jord. Kan også anvendes til at genoprette udpint jord efter sæsonens høst.
God til: Blomsterbede, køkkenhaver og buske for at booste væksten
- Krydderurtejord
Krydderurtejord er formuleret til at opfylde krydderurters særlige behov. Den er let og veldrænet med et lavt til moderat næringsindhold, der fremmer kraftig og aromatisk vækst uden at overstimulere planterne.
God til: Krydderurter inde og ude
(guiden fortsætter nedenfor)

Tips til hvis din jord er sandet eller leret
Nogle gange kan din grundjord være for sandet, for leret eller for syrlig for de planter, du ønsker at dyrke. Heldigvis er der flere måder, hvorpå du kan forbedre og tilpasse jorden, så den passer bedre til dine planter.
- For at forbedre dræningen i tung lerjord, kan du tilføje sand og kompost for at løsne jorden og sikre bedre luftcirkulation.
- For at hjælpe sandjord med at holde på fugt, kan du blande kompost eller organisk materiale i jorden. Dette vil forbedre jordens evne til at holde på både vand og næring.
Ønsker du flere tips og tricks til at forbedre sandet og leret jord, samt hvilke planter der trives i hver type, har vi en detaljeret guide til formålet:
Læs også: Sådan forbedrer du jorden i haven