Krokus
Krokus er små løgvækster, som på smukkeste vis bebuder forårets snarlige komme.
Krokus er små løgvækster, som på smukkeste vis bebuder forårets snarlige komme.
Krokus er små løgvækster, som på smukkeste vis bebuder forårets snarlige komme. Krokus er en smuk og pålidelig forårsbebuder. Når krokus titter op af jorden, ved man, at vinteren synger på sidste vers, og at det dejlige forår snart kommer.
Krokus er imidlertid ikke kun en forårsbebuder. Der findes også smukke krokusarter, som blomstrer i haven om efteråret. Hos Plantorama har vi et stort udvalg af smukke forårsblomstrende krokus og efterårsblomstrende krokus.
I januar, mens sneen endnu dækker jorden og frosten hærger, titter vintergækker og erantis gerne frem. De er smukke, og vi glæder os ved deres fremkommen hvert år, fordi de giver os noget smukt at kigge på i en ellers lidt kedelig tid.
Krokus er imidlertid en helt anden historie. Når krokus blomstrer, ved man nemlig, at vinteren synger på sidste vers, og at det meget snart er forår. Derfor er krokus kendt som alletiders forårsbebuder.
Krokus er en planteslægt på omkring 80 arter, som er en del af irisfamilien. Krokus blomstrer fra et blomsterløg, som hvert år danner nye sideløg, mens ”moderløget” dør. Krokus har tynde, linjeformede blade og en enkelt blomst, der sidder for enden af den korte stængel.
Blomsterne består af seks blade, som kan fås i mange forskellige nuancer: lige fra snehvid, over pinkrosa, til blåviolet. Nogle krokus er ensfarvede, mens andre er dekoreret med striber eller har flere forskellige nuancer.
Krokus bliver typisk kun omkring 10 cm høje, men det gør ikke noget, for den dukker op, før havens andre planter vågner, og den skal derfor ikke slås om opmærksomheden med nogen.
Krokus menes at have fået sit navn fra det græske ord ”krokos”, som betyder ”safran”. Det giver måske umiddelbart ikke så meget mening, når man tænker på de krokusplanter, som vi kender herhjemme, som udelukkende dyrkes for deres prydværdi.
Der findes imidlertid også en enkelt krokusart, nemlig safrankrokus, Crocus sativus, som dyrkes for det ekstremt kostbare krydderi og farvestof, safran. Der er ikke mange, der ved det, men safran kommer altså fra den lille krokusblomst.
Krokus kommer oprindeligt fra Middelhavslandene, Iran og det sydlige Rusland, og de vokser derfor i vidt forskellige klimatyper. Derfor findes der både krokusarter, som ikke er hårdføre i Danmark, eksempelvis safrankrokus, men der findes heldigvis også en lang række krokusarter, som du roligt kan plante ud i havens bede og nyde synet af år efter år.
Skønt de fleste kender krokus som en forårsbebuder, er det vigtigt at vide, at der findes både forårsblomstrende krokus og efterårsblomstrende krokus. I Danmark kender de fleste bedst de forårsblomstrende krokus, som også er den arts- og sortsrigeste type.
De fleste forårsblomstrende krokusarter nedstammer fra den vilde krokus, Crocus vernus, og går ofte under navnet ”storblomstrende krokus”, men har også navne som ”hollandsk krokus”, ”kæmpekrokus” og slet og ret ”forårskrokus”. Forårsblomstrende krokus blomstrer typisk fra februar til marts.
Af de efterårsblomstrende krokus er det som regel Crocus speciosus, også kaldet ”høstkrokus”, som er i handlen i Danmark. Grunden til at netop denne art er tilgængelig er, at den er meget nøjsom, men samtidig kendetegnet ved en meget rig og farvestrålende blomstring.
Denne krokusart blomstrer typisk i september-oktober, men der kan forekomme udsving, afhængig af sort og hvornår den kom i jorden.
De efterårsblomstrende krokus kan forveksles med en anden løgplante, som ligner den meget, nemlig høsttidløs, Colcchium, eller ”nøgen jomfru”, som den også kaldes.
Høsttidløs og krokus’ blomster ligner hinanden meget, men det er let at skelne de to fra hinanden. Krokus har nemlig smalle blade og tre støvdragere, mens høsttidløs har grove blade og seks støvdragere.